Danske Mettes traumatiske fødsel
Jeg fødte mitt 5. barn den 6. februar 2002. Det var en meget traumatisk fødsel, da vi var ved at miste hende under fødselen. Jeg hadde gået til ekstra kontrol hele graviditeten, pga. at jeg mistede mit første barn under fødslen i 1989.
Den 5. februar hen under aften begyndte jeg at få småveer, jeg lagde mig til at se tv, mens jeg ventede på bedre veer, jeg havde haft en del plukveer, så jeg var lidt i tvivl om det nu også var nu. Omkring ved 1 tiden, ringede jeg til fødegangen, og vi fik lov til at komme, da vi havde små 100 km derned, da vi ankom var jeg kun 4 cm åben, og mine veer gik i stå.
Det havde hele tiden været planlagt at jeg skulle have en epidural bedøvelse, pga. svær bækkenløsning, så det lå jeg så og ventede på. Narkoselægen havde ikke lige tid til at komme, så vi ventede et par timer, i mellemtiden havde jeg fået sat drop, for at se om veerne kunne stimuleres, og det gik fint, der kom med det samme regelmæssige veer, men det gjorde simpelthen for ondt, så de slukkede igen. Vi ventede så på narkosen, han kom omkring kl. 10, jeg fik lagt blokaden, og jordemoderen fik sat gang i droppet igen, og så gik det bare derudaf.
Jeg lå med meget skrappe veer, men var total smertefri, det var skønt, da jeg havde haft en meget vanskelig fødsel 5 år tidligere. Da kl. var omkring 12 ville jordemoderen lige mærke hvor langt jeg var kommet. Hun var meget overrasket, jeg var åbnet til 8 cm. Det var gået meget stærkt. Mens hun mærkede hvordan det stod til, gik vandet i en stor skylle, jeg havde for meget fostervand, så der kom omkring 5 l. Jordemoderen var meget overrasket, da der ikke havde været nogen mistanke om at der var så meget fostervand, jeg var ellers blevet scannet mange gange.
Mens vandet løb ud af mig, blev jordemoderen pludselig stille, hun så forskrækket ud, og vi blev meget bange, hun så på os og sagde, at hovedet ikke stod fast, og at det nu var svuppet godt op, og drejede lidt til højre, hun kunne så mærke at navlestrengen var gået i klemme mellem barnets hoved og mit bækken, så hver gang jeg havde en ve, dykkede hjertelyden.
Hun bad sygehjælperen om at kalde en læge med det samme, men der kom ingen læge, hun gentog det flere gange, inden han endelig kom. Hele tiden havde hun hånden oppe i mig, for at holde mit barns hoved væk fra bækkenindgangen, så navlestrengen ikke blev for afklemt. Efter ca. 15 min. kom der en læge luskende, han mærkede efter. og kunne godt mærke at hovedet stod meget højt, og at navlestrengen var faldet ned, men han mente at når jeg var så åben så skulle jeg nok kunne føde.
Så gik han igen. Jordemoderen ville igen mærke efter, og navlestrengen lå igen helt nede og blev afklemt, hjertelyden dykkede langt ned, og pludselig kom der frisk blod, moderkagen var begyndt at løsne sig
Lægen blev hurtigt kaldt igen, og jeg skulle hurtig over til et kejsersnit, jordemoderen prøvede hele tiden at berolige mig, men jeg ligesom lukkede af, jeg troede at mit barn var dødt, jeg ville ikke være med, så jeg lå bare og kiggede den anden vej. mens jeg hele tiden sagde "jeg vil gerne sove" jeg vil ikke have kejsersnit i lokalbedøvelse.
Narkoselægen havde ellers sprøjtet et stor dosis ind, så barnet kunne tages ud mens jeg var vågen, men der var slet ikke tid til at vente på at det virkede, pludselig skulle min datter ud, jeg nåede ikke at blive afvasket. Jeg fik et stik i hånden og så var jeg væk.
Da de vækkede mig på operationsstuen, sagde de. "tillykke du har fået en dejlig datter, og hun har det godt" Jeg forstod ikke hvad de sagde, jeg troede at hun var død. Så da min mand kom ind til mig med hende, og lagde hende op til mig, brød jeg ud i voldsom gråd. Jeg græd af sorg og angst, og også over at min datter havde overlevet fødslen. Det var virkeligt hårdt, jeg kunne slet ikke forstå at vi havde fået lov til at beholde hende, alle mine følelser fra dengang jeg mistede min første søn, kom frem igen.
Jeg hulkede i nogle timer, forstod ikke så meget, lå bare med min lille skønne datter.
Vi talte meget om det som var sket, og et eller andet sted er vi utrolig heldige, det kunne meget nemt have gået galt, vi er også yderst taknemmlige for at jordemoderen gjorde sådan et stort stykke arbejde. Mens de skar min datter ud, så hun mellem mine ben for at holde hendes hoved væk fra navlestrengen.
Da de åbnede min mave, var det en 10*10 cm stor blodkage foran hendes hoved, moderkagen havde løsnet sig, så det var i sidst øjeblik at hun kom ud.
Ingen ved hvorfor jeg havde så meget fostervand, og det gjorde sammen med at hovedet ikke stod fast, at der var så meget plads derinde at min datter svuppede opad, og navlestrengen faldt ned. Vi fik bagefter at vide, at nogle gange når der ryger så meget vand ud, så tror livmoderen at nu har den født et barn, og så begynder den af løsne moderkagen, det var nok det der sket for os.
Vi har 4 børn + en i himlen. Og hver eneste dag er jeg taknemmelig over at det gik godt d. 6-2. Samtidig føler jeg en stor taknemmelighed til den jordemoder som var hos os under fødslen, hun var bare så god.
Mens det hele stod på, sagde hun, at det her var bare et tilfælde hvor intet måtte gå galt, jeg havde jo mistet et barn før, og hun gjorde alt hvad der var i hendes magt, for at få det til at gå godt, og det lykkedes. Tak for det.......(ikke at de ikke gør det altid, men det var bare så rart at de tænkte på os på den måde)
Jeg kunne godt tænke mig at komme i kontakt med andre som enten har været ved at miste deres barn pga. navlestengsfremfald eller som mistede barnet. Der er så mange ting, som jeg mangler en ligestillet at tale om, så jeg håber at høre fra nogle. Min mail:
Denne e-postadressen er beskyttet mot programmer som samler e-postadresser. Du må aktivere JavaScript for å kunne se adressen
Historikklenke
RSS for kommentarer
| < Forrige | Neste > |
|---|
